1 Afstraffelsen var hård, hans vrede imod mig stor.
2 „Af sted med dig!” sagde han, og førte mig ind i det dybeste mørke.
3 Angrebene haglede ned over mig, jeg oplevede hans straf dagen lang.
4 Bedøvet ligger jeg med knuste knogler, min hud er flået i laser.
5 Bitterhed og smerte er blevet min lod, han omringede mig og angreb fra alle sider.
6 Bunden er nået, dødens mørke omslutter mig, som om jeg allerede lå i graven.
7 Det føles, som om jeg er låst inde og lagt i lænker, jeg er ude af stand til at slippe fri.
8 Desperat råber jeg om hjælp, men han har besluttet ikke at høre mine bønner.
9 Der er ingen vej ud af mit fængsel, for enhver flugtvej er spærret af forhindringer.
10 En løve lå på lur efter mig, en vild bjørn overfaldt mig.
11 Enden var nær, for han trak af med mig og begyndte at flå mig i småstykker.
12 Eller han var som en bueskytte, der brugte mig som skydeskive.
13 Forfærdet så jeg hans pile komme flyvende og bore sig ind i mit hjerte.
14 Folk lo blot ad mig, de sang spotteviser dagen lang.
15 Frygteligt var det at drikke et bæger så fuldt af sorg og smerte.
16 Gruset fyldte min mund, da han trykkede mig ned i jorden.
17 Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til.
18 Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig.
19 Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her, jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte.
20 Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret.
21 Håbet er dog ikke helt udslukt, for én ting holder jeg fast ved:
22 Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op.
23 Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.
24 „Herren er min Gud,” siger jeg, „derfor vil jeg sætte min lid til ham.”
25 Ingen, der søger Herren, bliver skuffet, han hjælper dem, der håber på hans svar.
26 Imødese hans svar med tålmodighed, for før eller siden vil han gribe ind.
27 I ungdommen må man lære at bære sit åg.
28 Ja, når Herren lægger sit åg på mig, må jeg acceptere det i stilhed.
29 Jeg vil bøje mig for ham i ydmyghed, for der er stadig håb om redning.
30 Jeg vil vende den anden kind til og tage imod alle fjendens fornærmelser.
31 Lidelsen varer ikke ved, for Herren forkaster os ikke for evigt.
32 Leder han os ind i sorg og smerte, viser han os bagefter nåde og barmhjertighed.
33 Lad ingen tro, at han glæder sig over at straffe vores ulydighed.
34 Mon Herren ikke ser, når et land mishandler sine fanger?
35 Mon Herren ikke ser, når nogen dømmes uretfærdigt?
36 Mon Herren ikke ser, når et menneske fratages sine rettigheder?
37 Nogle tror, at de handler i egen kraft, men Herren står bag det.
38 Når vi oplever velsignelse eller bliver straffet, kommer begge dele fra Herren.
39 Nu kan vi lige så godt se i øjnene, at vi straffes for vore egne synder.
40 Oprigtig selverkendelse er nødvendig, lad os erkende vores synd og bede om nåde.
41 Og lad os så løfte vore hjerter og hænder og råbe til Gud i Himlen.
42 Oprørskhed førte os ud i store synder, som Herren var nødt til at straffe.
43 På grund af vore synder blev du vred på os, du ramte os hårdt uden skånsel.
44 Påkaldte vi dig i vore bønner, var det, som om du gemte dig bag en sky.
45 Provokationen fra folkeslagene var ikke til at bære, de så på os som det værste skidt.
46 Ringeagt og trusler var alt, hvad vi mødte fra alle vore fjender omkring os.
47 Rædsel og angst fyldte vore hjerter, for hele vores verden blev lagt i ruiner.
48 Reaktionen på mit folks ødelæggelse kunne ikke blive andet end en strøm af tårer.
49 Strømmen af tårer, der flyder fra mine øjne, er ikke til at standse.
50 Se i nåde til os, Herre, for kun du kan redde os.
51 Synet af Jerusalems befolkning er en stadig smerte i min sjæl.
52 Tænk på, hvordan fjenderne overfaldt mig, selv om jeg ikke havde gjort dem noget.
53 Triumferende smed de mig i et dybt hul og overdængede mig med sten.
54 Til sidst troede jeg, at alt var forbi, og jeg sagde: „Det er ude med mig!”
55 Uden noget af mit eget tilbage råbte jeg til dig, Herre.
56 Udmattet og ussel skreg jeg om hjælp, og du hørte mine tryglende bønner.
57 Uden at tøve kom du mig til hjælp og trøstede mig med et: „Vær ikke bange!”
58 Ved at høre min bøn, Herre, har du reddet mit liv.
59 Vær min dommer, Herre, og døm mine fjender for deres ondskab imod mig.
60 Vend dig mod mine fjender, alle dem, der vendte sig mod mig.
61 Øgenavne brugte de imod mig, Herre, du kender deres ondskabsfulde tanker.
62 De håner mig dagen lang og lægger hele tiden nye planer imod mig.
63 Hør, hvor de håner mig. Fra morgen til aften er jeg skydeskive for deres spot.
64 Åh, Herre, de fortjener, at du straffer dem for alt det onde, de har gjort.
65 Gør dem ude af sig selv af rædsel, udøs din forbandelse over dem.
66 Forfølg dem i din vrede og udslet dem. Udryd dem fra jordens overflade.

Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc.®

1 Yo soy el que ha sufrido
el duro castigo de Dios.
2 Él me forzó a caminar
por los caminos más oscuros;
3 no hay un solo momento
en que no me castigue.

4-6 Oscura tumba es mi vida;
¡es como si ya estuviera muerto!
Dios me rodeó por completo
de la miseria más terrible.
Me dejó sin fuerzas;
¡no tengo un solo hueso sano!

7-9 Se niega Dios a escucharme,
aunque siempre le pido ayuda.
A cada paso me pone tropiezos
y me hace perder el camino.
Me tiene preso y encadenado.
¡No puedo escaparme de él!

10-12 Objeto soy de sus ataques;
¡soy el blanco de sus flechas!
Como animal feroz me vigila,
esperando el momento de atacarme.
¡Me obliga a apartarme del camino
para que no pueda defenderme!

13-15 Ya me partió el corazón
con sus terribles flechas.
Dios ha llenado mi vida
de tristeza y amargura.
Todo el día y a todas horas,
la gente se burla de mí.

16 Estoy completamente derrotado,
porque Dios me hizo caer.
17 Ya no tengo tranquilidad;
la felicidad es solo un recuerdo.
18 Me parece que de Dios
ya no puedo esperar nada.

19 Los más tristes recuerdos
me llenan de amargura.
20 Siempre los tengo presentes,
y eso me quita el ánimo.
21 Pero también me acuerdo
de algo que me da esperanza:

22 Sé que no hemos sido destruidos
porque Dios nos tiene compasión.
23 Sé que cada mañana se renuevan
su gran amor y su fidelidad.
24 Por eso digo que en él confío;
¡Dios es todo para mí!

25 Invito a todos a confiar en Dios
porque él es bondadoso.
26 Es bueno esperar con paciencia
que Dios venga a salvarnos,
27 y aprender desde nuestra juventud
que debemos soportar el sufrimiento.

28 Es conveniente callar
cuando Dios así lo ordena.
29-30 Y olvidar la venganza
cuando alguien nos golpea.
Debemos esperar con paciencia
que Dios venga a ayudarnos.

31 Realmente Dios nos ha rechazado,
pero no lo hará para siempre.
32-33 Nos hace sufrir y nos aflige,
pero no porque le guste hacerlo.
Nos hiere, pero nos tiene compasión,
porque su amor es muy grande.

34-36 Violar los derechos humanos
es algo que Dios no soporta.
Maltratar a los prisioneros
o no darles un juicio justo,
es algo que Dios no aprueba.

37 ¡Oye bien esto: Nada puedes hacer
sin que Dios te lo ordene!
38 ¡Todo lo bueno y lo malo
pasa porque él así lo ordena!
39 ¡No tenemos razón para quejarnos
si nos castiga por nuestros pecados!

40-42 Si pecamos contra Dios,
y él no quiere perdonarnos,
pensemos en qué lo hemos ofendido.
Dirijamos al Dios del cielo
nuestras oraciones más sinceras,
y corrijamos nuestra conducta.

43-44 Una nube envuelve a Dios;
no le deja escuchar nuestra oración.
Lleno de enojo, Dios nos persigue;
nos destruye sin ninguna compasión.
45 Nos ha expuesto ante las naciones
como si fuéramos lo peor.

46 Fuimos la burla del enemigo.
47 Sufrimos en carne propia
los horrores de la destrucción.
48 Cuando vi destruida mi ciudad
no pude contener las lágrimas.

49-51 Realmente me duele ver sufrir
a las mujeres de Jerusalén.
Se me llenan de lágrimas los ojos,
pero no hay quien me consuele.
¡Espero que desde el cielo
Dios nos mire y nos tenga compasión!

52-53 ¡Intentaron matarme,
y no sé por qué razón!
Mis enemigos me atraparon,
me encerraron en un pozo.
54 Estuve a punto de ahogarme;
¡creí que había llegado mi fin!

55 En la profundidad de ese pozo
te pedí ayuda, Dios mío,
56 y tú atendiste mis ruegos;
¡escuchaste mi oración!
57 Te llamé, y viniste a mí;
me dijiste que no tuviera miedo.

58 No me negaste tu ayuda,
sino que me salvaste la vida.
59 Dios mío, ¡ayúdame!
Mira el mal que me causaron,
60 mira el mal que piensan hacerme,
¡quieren vengarse de mí!

61 Tú sabes cómo me ofenden;
tú sabes que me hacen daño.
62 Tú bien sabes que mis enemigos
siempre hacen planes contra mí.
63 ¡Míralos! No importa lo que hagan,
siempre están burlándose de mí.

64-66 ¡Espero que los castigues
con toda tu furia!
¡Bórralos de este mundo!
Mi Dios, ¡dales su merecido
por todo lo que han hecho!
¡Maldícelos y hazlos sufrir!

Traducción en lenguaje actual ® © Sociedades Bíblicas Unidas, 2002, 2004.